Tilbage til 2018

Resultater Esbjerg Cup

27/02/2018

IMG 2997

Esbjerg Cup 2018 - Resultater

Det var jo et fremragende stævne, jeps.

Det blev gjort igen, jeps.

At man gang på gang kan arrangere et stævne af den størrelse - og af den kvalitet – er simpelthen forrygende. Det tyder i allerhøjeste grad på et virkeligt godt bagland .. og det ved vi jo godt selv, at Esbjerg Taekwondo Klub er garant for .. :-)

Der var efterfølgende ingen ende på de roser, som stævnelederen, chefen og generalen for dagens event måtte tage imod .. superlativerne stod nærmest i kø .. så Tommy Larsen, altså stævnelederen, chefen og generalen i een og samme person, var en træt, men meget glad mand, da det hele var godt overstået.

Gang på gang bliver “alle Esbjerg Taekwondo Klubs frivillige” fremhævet af de besøgende gæster, ledere og klubber .. de unge frivillige fra klubben er her .. og der .. og allevegne .. og  hjælper til med et smil, så det er en fryd.

For os .. og ikke mindst for vores gæster .. ja, for hele klubbens og stævnets gode navn og renommé er det enormt vigtigt og vi er MEGET taknemmelige for deres flotte, generøse og uselviske indsats.

Generalen overbringer hermed sin store TAK til alle de frivillige, der hjalp til – uden dem, intet stævne .. så kort og kontant kan det udtrykkes.

Det var dæleme også hamrende lækkert for mig – altså den gamle, selvudslettende og generte PR mand – at der for en gangs skyld tikkede noget ind på min mail, som jeg kunne bruge i relation til et referat på hjemmesiden. Kamptræner Heidi Jepsen Frederiksen havde nemlig gjort sig den ulejlighed at sende mig nogle ord .. en STOR tak til Heidi for det fine arbejde .. det er sjældent, at jeg modtager noget af den gode kvalitet.

Hvem ved, måske modtager jeg også noget fra TEKNIK afdelingen hen ad vejen .. det er desværre gået lidt i stå, efter at den gode Peter Nguyen rejste fra klubben .. :-)?

Anyway .. back to business .. og til Heidis rapport ..

Som klub endte vi på dagen med at have 9 kæmpere i kamp, som alle gjorde det meget tilfredsstillende .. det blev til 4 guldmedaljer og 3 bronzemedaljer for kampholdets vedkommende. Dertil kom 1 guldmedalje og 1 bronzemedalje i teknik.

 

GULDMEDALJER:

Rikke Bergmann, senior damer - var på dagen rykket en vægtklasse op for at få modstand. Det er egentlig lige meget hvilken vægtklasse Rikke deltager i herhjemme i Danmark, for hun har vist sig helt suveræn igennem lang tid. Meget flot og fortjent guldmedalje til Rikke, der altid leverer en seværdig kamp med gode finesser.

Mikkel Andersen, senior herrer - var også på dagen suveræn. Mikkel, der er en super kammerat for både små og store på holdet, trækker mange tilskuere til sine kampe og han levede op til alle forventninger med blandt andet sin finalesejr på 48-8! Klasse!

Jonas Krogh Agergaard,  senior herrer - havde i 14 dage været nedlagt pga. den influenza, der pt. florerer. Det kunne ses, at Jonas endnu ikke var helt frisk, og i sådan nogle senior herre kampe er der altså "no mercy", så Jonas måtte virkelig hive sig selv op. Jonas var den bedste i vægtklassen og det lykkedes ham efter to spændende kampe at få guldet om halsen.

Eman Curovac, kadet herrer - havde taget overblikket med i tasken. Han kæmpede nogle rigtig flotte kampe, hvor det var ham, der styrede. Tilmed fik han lavet nogle rigtig flotte hovedspark. Fortjent guld til Eman.

 

BRONZEMEDALJER:

Patrick Andersen, drenge - kæmpede en spændende kvartfinale. Den endte i Sudden Death, som Patrick heldigvis kom sejrsrig ud af. I semifinalen måtte han desværre se sig slået, men han var tydeligvis stolt af sin bronze medalje ved sit kun 2. stævne.

Julie Andersen, kadet damer - kæmpede en super flot kamp, hvor der var fart over feltet fra start til slut. Hun kom i første periode bagud og fik med en masse flotte hovedspark hurtigt hentet det tabte hjem igen. Julie var foran indtil 10 sekunder før tid, hvor modstanderen desværre satte to hovedspark ind og Julie måtte se sig slået på stregen.

Daniel Frostholm, kadet herrer - var til sit første stævne, hvor han måtte sparke til høj sektion. Modstanderen, en kendt færing – Høgni - stod over for ham i første kamp. Det var en super god kamp og Daniel må siges at overraske rigtig positivt. Han var flere gange foran og endte desværre med at tabe med blot et enkelt point til Høgni, som senere tog guldet overbevisende i sin finale. Meget flot bronze til Daniel.

 

Derudover havde vi i børneklasserne Gustav Balsby og Arothi Seevaratnam med. De leverede begge nogle meget tilfredsstillende kampe og fik scoret flotte point. Gustav tabte endda, fordi han selv havde fået for mange minuspoint. De to unge mennesker på blot 8 år har mange gode kampe foran sig .. :-)

Alt i alt en helt OK dag for Esbjerg Taekwondo Klub. På trænerteamets og kampholdets vegne vil vi gerne sige tak til alle "vores egne" for et super vellykket stævne. I får det bare til at fungere, vi holder bare de bedste stævner. Ydermere en kæmpe tak til alle vores fantastiske heppere, det hjælper os virkeligt, når vi er i kamp, I er “pisse-seje” og et misundelsesværdigt publikum.

Vi kan roligt være stolte af at vise os i gult! TAK!

Det højeste kihap fra kamptrænerne!

 

PS: I øvrigt var der lidt mere “metal” til Esbjerg Taekwondo Klub, idet de unge og dygtige piger Freya og Isabella (som par) samt Anastacia og Amalia (som par) vandt hhv guld og bronze. Begge par stillede op i den tekniske disciplin “Pairs” .. godt gået af pigerne, ganske flot .. :-)

 

MVH/PR-ETK

Claus Bjelke

claus@bjelke.dk