Tilbage til 2013

Tidligere Esbjerg kæmper med til "Mestrene fejres i Aarhus"

07/02/2013

DSC19

Charlotte Paik Bjelke - Esbjerg Taekwondo Klubs tidligere topkæmper - var meget ked af, at hun denne gang ikke var med, da Esbjerg Kommune fejrede byens mestre ved det årlige arrangement på Tobakken ultimo januar. Da Charlotte Bjelke nu bor og studerer i Aarhus, og repræsenterer Risskov Taekwondo Klub, var det logisk nok, at hun ikke var blandt deltagerne ved festen i Esbjerg. En fest, hvor hun efterhånden var blevet "fast inventar", idet hun har vundet det danske mesterskab 9 gange og det nordiske mesterskab 3 gange og tilmed en fest, som hun synes, er meget intim og hyggelig .. og som hun altid satte stor pris på at være inviteret med til.

Til gengæld var hun så med til festen i Aarhus, hvor Musikhuset Aarhus var rammen om en tilsvarende fest - og det blev en fantastisk aften i Aarhus, hvor man havde lagt sig i selen for at give samtlige deltagere/gæster en kæmpe oplevelse .. og det lykkedes til fulde med et brag af en fest arrangeret af ESAA (Elite Sports Akademi Aarhus), Aarhus Kommune, Sport Aarhus Events, Aarhus Stifttidende, TV 2 Østjyllland, der sendte hele showet direkte til seerne (se linket forneden). Altsammen meget flot kædet sammen af de to værter på scenen i skikkelse af Nick Horup (manden bag filmene om "Morten og Peter") samt TV2 journalist Anna Louise Tranæs Didriksen.

Når  1 OL mester, 8 verdensmestre, 13 europamestre, 16 nordiske mestre og 264 danske mestre skal fejres, skal der være styr på logistikken og ikke mindst tidsrammerne. Selve spisningen foregik i noget, der modsvarer foyeren her i Esbjerg Musikhus og dér lå gaverne til mestrene (man sparede dermed "tid" og skulle ikke kalde alle op). Der var ikke lange taler af politikere og efter spisningen gik man direkte ind i salen (der modsvarer "den store sal i Esbjerg Musikhus"), hvor nordeuropas største LED skærm kørte hele aftenen, og hvor de veloplagte værter sørgede for at kæde noget af en "tju-bang" underholdning sammen.

Der var masser af korte og morsomme indslag og optrædener - bl.a. VM mestrene i dans, taekwondo, en højdespringer der hoppede over en spiller fra "Bakken Bears" (basket) på 2.18m, en 17-årig skakspiller, der spillede lyn-skak med bind for øjnene mod 5 modstandere, bl.a. Joachim B. Olsen, Morten Frost og sportsredaktøren på J.P., og vandt alle kampene. Kendetegnende for showet var den fart over feltet, der hele tiden var - man faldt i hvert fald ikke i søvn - og det var ganske imponerende.

I øvrigt en rigtig god idé med et show af den kaliber, hvis man disponerer over ressourcerne - og ikke mindst talenterne - og noget, som tilskuerne sætter endda meget stor pris på i stedet for at sidde og kigge på "Lasse & Mathilde" (ikke et ondt om dem .. blot i relation til en sportsfest .. og unge mennesker altså ..)

Der var mange, mange kendte sportsudøvere - de var alle stærkt medvirkende til, at der var en fantastisk stemning hele aftenen. Største bifald høstede 3 x Paralympiske guldvinder i kuglestød Nickie Christiansen, der uomtvisteligt er en meget populær idrætsudøver i Aarhus. Han modtog Aarhus Stifttidendes pris - samt en check på dkr. 20.000. I alt var der 13 priser - bl.a. fik Christian Stadil (Hummel) erhvervsprisen for sine mange sponsorater i det østjyske, Casper Sloth fra AGF fik talentprisen, Peter Graulund en hæderspris og sådan kunne man blive ved.

MEN .. hvordan man end vender og drejer det .. må man sige, at man ingenlunde retfærdigvis kan sammenligne festen i Esbjerg med festen i Aarhus. I Esbjerg er det Esbjerg Kommune, der er arrangør - og med de midler, som man fra kommunal side disponerer over, må man sige, at man gør et rigtigt godt og flot stykke arbejde i Esbjerg. Man kan jo ret beset heller ikke tillade sig at "ofre" oceaner af penge på en fest af den kaliber, som man ser i Aarhus, der jo er en meget større by - og hvor man sikkert allierer sig med erhvervslivet, der givetvis bidrager væsentligt til festen.

Men man kunne måske her i Esbjerg alliere sig med TV Syd og nogle "tunge sponsorer"- og sammen stable noget på benene ..?

Charlotte Bjelke var meget glad for at opleve festen i Aarhus - de gjorde det godt i "Smilets By" - men hun savnede alligevel at være en del af festen i Esbjerg, hvor rammerne er ganske unikke og hvor hyggen og maden i hvert fald slog Aarhus med flere længder .. hvem ved .. måske når hun i sin aktive karriere at vinde et DM eller et NM, hvis hun i mellemtiden er flyttet tilbage til Esbjerg og Esbjerg Taekwondo Klub, hvor hun har sit hjerte ..?

Charlotte Bjelke vandt i 2012 DM og NM - og er pt. en af blot tre piger på det danske taekwondolandshold og hun håber at komme med til VM, der finder sted i Mexico til sommer.

MVH/ETK/pr

 

(link tip info)

http://spotted.stiften.dk/gallerier/dm-festen-2012#706506

 

(link selve tv udsendelsen)

http://www.tv2oj.dk/artikel/150296:Oestjylland--VIDEO--Se-DM-Festen-her

 

FOTO taget af Bjarne L. Johansen fra Elite-Vest