Tilbage til 2013

Sofie Berggreen i Ungarn - TEKNIK

30/09/2013

Sofie berggreen

Sofie Berggreen Jensen i Budapest, Ungarn

ETK teknikudøveren Sofie Berggreen Jensen har netop været af sted til det stærkt besatte ETU A-Class Ungarn Open, der i weekenden fandt sted i Budapest – og det klarede hun ganske flot.

Det var et stævne, der lå ganske tæt på det kommende VM – og mange traditionelt stærke nationer, såsom Tyrkiet og Spanien, brugte derfor dette stævne som forberedelse frem mod de kommende verdensmesterskaber.

Der var 23 deltagere i den gruppe, som Sofie stillede op i – og for at kvalificere sig videre til semifinalen skulle man ende i top 20 af denne gruppe, hvilket i øvrigt også var det mål, som Sofie hjemmefra havde sat sig. Man skal her tænke på, at det var det første stævne for Sofie som værende en del af ”Talentteam Denmark”.

Sofie kom videre fra den indledende gruppe og skulle nu kæmpe om at komme blandt de sidste 8, der røg i finalerunden.

Sofie kæmpede hårdt for at ende blandt de sidste 8 – men nåede det lige akkurat ikke, idet hun blev slået på målstregen og endte på en i øvrigt meget flot 9. plads.

Den enlige kæmper fra Esbjerg Taekwondo Klub havde dog gjort en rigtig flot figur – og hvordan man end vender og drejer det, så er det et meget flot resultat af den unge udøver, der stillede op mod meget stærke konkurrenter.

Flot gået af Sofie – der nu ser frem til Scandinavian Open om 2 uger, hvortil hun kan tage af sted sammen med sine øvrige klubkammerater.

 

ETK/PR