Tilbage til 2013

2 Guld- & 2 Bronzemedaljer ved TEKNIK stævne i Belgien

05/03/2013

2013 belgien teknik

2 Guld- & 2 Bronzemedaljer i TEKNIK til Esbjerg Taekwondo Klub i Belgien.

Den belgiske by Tongeren dannede i weekenden d. 2. – 3. marts rammen om et internationalt stævne i TEKNIK med deltagelse af lande som Italien, Holland, Belgien, Danmark, Norge, Irland, Grækenland og Tyskland.

Fredag d. 1. marts drog cheftræner Casper Regel og holdleder Martin Toby fra Esbjerg Taekwondo Klub af sted med klubbens teknikudøvere – turen gik over Vejle, hvorfra man fulgtes med Vejle Taekwondo Klub og Maria Bendsen og Camilla Bruun fra Vejle, som i øvrigt fungerede som coach for både Vejle og Esbjerg.

Første gruppe, der stillede op, var med Cecilie Toby, Johanne Kristensen og Maria Bendsen – i SYNKRON – og efter nogle flotte serier Taeguek endte de med at vinde en ganske fortjent guldmedalje.

Efterfølgende skulle Cecilie Toby og Johanne Kristensen op individuelt i den store rødbæltegruppe – og med 21 deltagere i gruppen må man sige, at der var tale om ganske hård konkurrence. Til trods for hjemmebanedommere i indledende runde, som der heldigvis blev rettet op på, lykkedes det for Cecilie Toby og Johanne Kristensen at klare sig helt frem til finalen, hvor Johanne Kristensen meget flot placerede sig på 3. pladsen og Cecilie Toby på en ligeledes meget flot 4. plads. Ganske flot start som de unge udøvere har fået i deres nye gruppe som rødbælter – og ret imponerende at slutte lige i hælene på det danske talenthold.

Trine Banzon stod også for meget flotte præstationer og kunne i juniorgruppen for blåbælter endda smage på sejrens sødme og stille sig øverst på skamlen.

Maria Bendsen kæmpede hårdt i junior rødbælte gruppen og endte på en flot 4. plads.

Sofie Berggreen, som er ny i sortbælte gruppen, kom på en hård prøve, da hun i sin gruppe havde 10 modstandere fra mange forskellige lande – men hun fik en god start i denne nye gruppe, idet hun endte på en meget flot 3. plads.

Træner Casper Regel nåede lige præcis ikke i finalerunden – han måtte på dagen slå sig til tåls med en 7. plads - blandt de i alt 12 udøvere i sin hårde gruppe.

MEN .. hvordan man end vender og drejer det .. man må jo sige, at Esbjerg Taekwondo Klub kom hjem med ganske flotte resultater: 2 Guldmedaljer & 2 Bronzemedaljer ved et international stævne er jo ikke så ringe endda .. :)

Når man så tænker på, at klubben kun stillede op med i alt 6 udøvere .. ja .. så er det jo endnu mere imponerende, at holdet kunne slutte som værende den 11. mest vindende klub ved dette store, internationale stævne.

Et stort tillykke til alle sammen - flot gået!

 

ETK/pr