Tilbage til 2012

Ribe - Begynderstævne (marts)

28/03/2012

Begynder stvne 1
Begynder stvne


Esbjerg Taekwondo Klub - Begynderstævne i Ribe 17. marts 2012

Lørdag d. 17. marts var der kaldt til Begynderstævne i Ribe - netop den slags stævner er ganske gode for de "helt nye kæmpere", da de her får lov til at "snuse lidt til tingene" og ikke mindst får lidt af den kamperfaring, der fremadrettet kommer dem så meget til gode. De unge kæmpere får også snust lidt til atmosfæren, får lidt erfaring i at bekæmpe "egne sommerfugle i maven" .. og de får generelt prøvet nogle af de ting af, som de måske sammen med deres træner har diskuteret ... og som så liiiiiiige skal prøves af på dagen.

Det vigtigste for de unge mennesker er dog, at de får sig en god dag - og en god oplevelse!

Stævnet var desværre forsinket på grund af "tekniske vanskeligheder" .. men i gang kom det da .. :)

Esbjerg Taekwondo Klub havde taget 8 kæmpere med til Ribe - og de havde masser af rutine med sig til at hjælpe sig ... og støtte sig op ad, da både Otto Larsen, Heidi Jepsen og Jakob Larsen på trænersiden samt Abbas - der var med som "føl" i trænerstaben - var med i Ribe. Det bliver lidt spændende at følge Abbas, der er iraner - og som har sort bælte 6. dan. En meget rutineret herre, der i mange år i sit hjemland har været med helt fremme, både i kamp og teknik. Der er dog lige her og nu nogle sprogvanskeligheder ... men det ordner sig sikkert med tiden .. :)

Som så ganske ofte før var holdlederen på dagen Mr. Klub-mand Ole Antonsen.

De unge kæmpere - der meget spændte på dagen skulle i kamp - var følgende: Camilla Truelsen, Anne D. Grimstrup, Caroline C. Jensen, Anders Koch, Glenn Poulsen, Annika Poulsen, Jonas R. Nielsen og Mikkel Andersen.

Der er netop kommet "et forsinket stævnereferat" fra vores udsendte medarbejder (fy, fy .. det skal komme på dagen ..), men hva' ... selve stævnet var jo også forsinket .. :)

Camilla Truelsen - havde på dagen 3 kampe. Den første kamp var ikke helt på toppen, de to næste kampe var OK. En bedre kondition ville have hjulpet hende .. :)

Anne Dose - var kun i kamp en gang på dagen. Hun træner dog kun en gang om ugen og flere træningspas om ugen ville givetvis hjælpe hende godt på vej.

Caroline C. Jensen - havde en rigtig god dag og endte med at få en bronzemedalje hængt om halsen. Hun gjorde det utroligt godt og var, ligesom Mikkel i øvrigt også var, rigtig god til at lytte til sin sekundant. Derfor kunne taktikken også hen ad vejen "finpudses" og Caroline kunne reagere på den rigtige måde overfor sine modstandere.

Anders Koch - kom flyvende fra start. Der var slet ingen slinger i valsen, da han gik ind til sin første kamp. Han pressede sin modstander og styrede kampen totalt - lige indtil kampen blev stoppet på grund af "overlegenhed". I sin anden kamp mødte Anders en ligeværdig modstander og der var lagt op til en rigtig god kamp ... desværre sparkede Anders for højt og blev dermed diskvalificeret .. ØV .. !

Glenn Poulsen - ramte desværre ikke helt dagen. I begge sine kampe mødte han modstandere, som han normalt burde kunne vinde over. Desværre kostede manglende kondition nok sejren i den første kamp .. men det er dog trods alt noget, man kan arbejde på .. :). Kamp nummer 2 var en underlig og rodet affære, hvor modstanderen fik lov til at "pause" sig igennem kampen .. da han stort set næsten græd hele vejen igennem. Desværre fik Glenn så oven i hatten et dumt minuspoint og blev også lettere forvirret over sin modstanders måde at "kæmpe" på.

Annika Poulsen - kom i sin første kamp komfortabelt foran 6-3, men med circa 20 sekunder tilbage af kampen fik hendes modstander udlignet til 6-6. Dermed gik kampen over i "Sudden Death". Taktikken blev lagt og Annika fuldførte den til punkt og prikke .. fik sat første spark ind på sin modstander og vandt dermed kampen. I sin anden og tredje kamp måtte Annika desværre se sig slået, men hun viste, at hun kan yde langt mere, end hun selv tror ... hvis hun bare bider tænderne sammen. Vi taler altså her om en pige på bare 10 år - det skal nok blive godt, bare rolig ..!

Jonas R. Nielsen - havde på dagen 3 kampe og gjorde det faktisk helt OK. Man skal her lige tænke på, at det var første gang, han var afsted ... så det var fint nok.

Mikkel Andersen - fik på dagen hængt en sølvmedalje om halsen. Ganske flot. Mikkel havde på dagen 4 kampe og han vandt de tre første. I finalen mødte han en rigtig rutineret kæmper og det blev så endestationen for Mikkel på dagen. Mikkel gjorde det utroligt godt på dagen - her skal man ikke mindst tænke på, at det var hans første stævne. Han var god til at lytte til, hvad der blev sagt, og kunne dermed også - ligesom Caroline - reagere og ikke mindst agere på den rigtige måde overfor sine modstandere.

Alt i alt var det en ganske god dag - og heldigvis var der heller ikke så langt "hjem" til Esbjerg bagefter for de unge mennesker .. :)

MVH/ETK/pr