Tilbage til 2012

2012 DM i Odense d. 24. og 25. nov (2 sølv+1 bronze)

14/11/2012

kamp 102 kopi

2 sølv- & 1 bronzemedalje ved DM i KAMP

Sølv/Rasmus Antonsen - kæmpede faktisk en fin kamp "mod overmagten" i sin finalekamp. Den unge kæmper var oppe imod en særdeles velkendt og rutineret herre, der ikke er en hr."hvem-som-helst". Mark Hansen er - selvom han pt ikke er i topform - altid en farlig herre, og Rasmus havde da også forståeligt nok meget stor respekt for sin modstander, hvilket man tydeligt specielt i 3. omgang kunne se. Rasmus fik dog sat et godt hovedspark ind til stillingen 4-6 i slutningen af 1. runde og via 5-9 efter 2. runde endte kampen med et nederlag til Rasmus på 6-10. Skulle Rasmus have haft en chance for at vinde kampen, skulle han have angrebet og forceret i 3. omgang - men det er jo også sin sag, når modstanderen hedder Mark Hansen.

 

Sølv/Elisabeth Knudsen - kæmpede også en OK kamp mod en meget sympatisk og tidligere landsholdskæmper, der efter mange års pause havde fået come-back ved dette DM stævne - og stor respekt for det. Det kørte dog ikke lige helt optimalt for Elisabeth på dagen - eller også havde hun "lidt for meget respekt" for sin mere rutinerede modstander, der endte med vinde over Elisabeth med cifrene 8-4. Elisabeth selv er jo også først lige nu kommet i gang efter en meget lang pause ..

 

Bronze/Henrik Weltz - måtte på dagen se sig slået ret stort i sin semifinale af en dygtig kæmper fra Brande .. så der var ikke så meget at sige om det. Henrik er dog teknisk en rigtig dygtig taekwondoudøver og på et eller andet tidspunkt vil han - håber vi da - formå at bringe alt det med sig ud i ringen, som han i træningssalen er så hamrende god til. Når den tid kommer, skal I bare se  .. der er nogle, der bliver overraskede!

 

TEKNIK - Ikke modtaget "update" !

 

(Før stævnet)

DM i Teknik og Kamp – Odense d. 24. & 25. Nov. 2012

 

Esbjerg Taekwondo Klub er ved at kridte skoene - og udøverne glæder sig allerede!

 

DM bliver denne gang afviklet som et ”dobbeltarrangement” og bliver arrangeret af ”Dansk Taekwondo Forbund Events” i samarbejde med Team Odense Taekwondo Klub og Munkebo Taekwondo Klub – der som partnere og sponsorer har ”Udvikling Fyn A/S – Sport & Event, Odense Kommune” og Budoexperten med inde over, og alle sejl er sat til, for at det skal blive et godt og seværdigt stævne.

 

Odense Idrætshal, Højstrupvej 5, 5200 Odense bliver stedet, hvor først kæmperne kommer på gulvet – nemlig lørdag d. 24. nov – og dernæst teknikudøverne, der skal konkurrere om guld-, sølv- og bronzemedaljer søndag d. 25. Nov.

 

Dansk Taekwondo Forbund har med støtte fra DIF fået en streamingaftale med Danmarks Radio, som kommer og dækker lørdagens seniorfinaleevent i disciplinen KAMP, hvor der afsluttes med 7-8 seniorfinaler - krydret med opvisninger af Danish Taekwondo Demonstration Team.

 

Der bliver med andre ord noget at glæde sig til!

 

Esbjerg Taekwondo Klub stiller op til DM i Odense med følgende udøvere:

 

KAMP:

 

Rasmus BASSE Antonsen, landsholdskæmper, er rykket en klasse op – til Senior minus 87 kg.

 

Henrik Weltz stiller op i Senior minus 58 kg

 

Elisabeth Knudsen (ny kæmper i klubben, kommer fra Varde) stiller op i Senior minus 62 kg.

 

TEKNIK:

 

Rikke Højland, Casper Regel (træner), Selma Ciric, Sofie Berggreen, Rikke Sørensen, Lotte Weltz, Cecilie Toby, Johanne Kristensen, Nadia Enghave Hansen, Martin Lindkvist Pedersen, Matthews Mai, Laura Toby og Christina Olander. Udover at alle stiller op individuelt er nogle af udøverne også tilmeldt under ”MIX” og ”SYNKRON”

 

Man kan her roligt tale om, at Esbjerg Taekwondo Klub sender ”mange unge mennesker” af sted til DM – eftersom blot 3 af teknikerne er over 18 år .. ☺

 

Det bliver spændende at se, hvordan det går – klubkammerater, venner, bekendte og familie opfordres hermed til at tage turen til Odense for at støtte op omkring de unge mennesker .. der skal nok være nerver på hos udøverne og så er det jo altid rart, hvis ”nogle man kender ..” lige er i nærheden .. til at heppe, juble, trøste .. ja, i det hele taget bare være der ..!

 

Held & lykke alle sammen ..

 

ETK/pr