Tilbage til 2011

Guld til Lorentzen søskende i Køln

23/05/2011

IMG4593

Jo, de gjorde det sandelig .. det var lige det, de gjorde ..!

De kom, de så, de kæmpede, de sejrede.

Søskendeparret Gry og Gorm Lorentzen tog sammen med holdleder Ole Antonsen og Tue Lorentzen den lange tur til Køln for at deltage ved "Jugend Pokal" stævnet for børn og kadetter og de vandt begge to guld.

Det var da imponerende ..!

De 4 medlemmer fra Esbjerg Taekwondo Klub forlod Esbjerg fredag ved midnatstid og efter en køretur på 850 km var de to kæmpere - Gry og Gorm Lorentzen - så klar til indvejning.

Gry Lorentzen vandt sikkert sin semifinale med cifrene 14-4 og det var tydeligt at se, at Gry havde trænet meget op til dette stævne. Tingene lykkedes meget, meget bedre end de gjorde ved det seneste stævne - der var ingen slinger i valsen fra hendes side på denne dag. I sin finalekamp mod en hollænder kom hun dog ret dårligt fra start og var bagud 3-6 efter første omgang. Heldigvis fik Gry vendt bøtten og fortsatte ufortrødent .. der blev vist vilje og gejst .. og da kampen efter ordinær kamptid endte med cifrene 16-16, måtte man ud i en 4. og afgørende omgang, som Gry heldigvis ganske fortjent vandt og dermed var GULDET hjemme.

Ligesom sin storesøster havde Gorm haft et halvdårligt stævne sidste gang, hvor det i Belgien ikke kørte, som det skulle. Men denne gang i Køln ... med masser af vilje, saft, kraft og ikke mindst gejst ... var der kommet helt andre boller på suppen og der var "no mercy" fra hans side.

Det var åbenbart dagen, hvor begge de unge kæmpere havde tænkt sig at gøre rent bord ved et stævne - og sådan blev det :)

Sin semifinale vandt han 15-13 og Gorm gik ind i finalekampen med en stærk tro på sejr.

Efter en lidt stille start på finalekampen - hvor modstanderne lige skulle se hinanden lidt an - begyndte Gorm straks ved starten af 2. omgang at gå i offensiven og var meget aggressiv og sådan fortsatte resten af kampen. Faktisk endte kampen med, at der blev talt over hans modstander, da Gorm fik sat et godt hovedspark ind ... og modstanderen blev faktisk talt ud.

En flot GULDmedalje til Gorm Lorentzen på denne dag også.

Det blev en lang køretur hjem mod Esbjerg .. med hvad gør det, når man har 2 guldmedaljer med sig hjem fra stævnet i Køln?

Næste store stævne for Esbjerg Taekwondo Klub bliver Dutch Open.

Et stort TILLYKKE til de unge kæmpere fra Esbjerg Taekwondo Klub, der gjorde det så fremragende i Køln.

pr/ETK