Tilbage til 2011

Charlotte & Rasmus i hhv USA og Holland

17/02/2011

2065326606822252260903252232964315868194n3
2010 dm 10 DSC39

21.02 Efter stævnet:
Gode indsatser af de unge kæmpere fra Esbjerg ved Dutch Open samt US Open:

Rasmus Basse Antonsen mødte i sin første kamp ved Dutch Open 2011 Erik Nilssen - en OL kæmper fra Norge, som nordmændene satser på til OL 2012. Rasmus førte i stort set hele kampen, men endte med at tabe 2-3 til nordmanden, der lige var den tand bedre og skarpere end Rasmus. Efter udsagn fra landstræner Tommy Mortensen gjorde Rasmus en rigtig god figur i den kamp, han skal bare have noget mere erfaring og det er netop det, disse stævner for Rasmus går ud på ... at hente mere erfaring. Hans tid skal nok komme, når han får mere erfaring - han er jo blot 17 år gammel. I øvrigt bliver Rasmus 18 år d. 12. marts - festen i Esbjerg må dog vente, da Rasmus den dag ikke er hjemme. Han er nemlig til German Open sammen med Charlotte - typisk ham.

Charlotte Bjelke mødte ved US Open i Austin, Texas i sin første kamp en kæmper fra Mexico - det var en kæmper, der meget gerne ville i infight. Heldigvis holdt Charlotte hovedet koldt og vandt kampen. I sin 2. kamp mod en kæmper fra Marokko kæmpede Charlotte faktisk en rigtig god kamp og lavede nogle fine ting. Charlotte var godt oppe i tempo og det så lyst ud, indtil modstanderen fik sat et baglæns spark ind i høj sektion (som i dag giver 4 p) og point for slag. Resten af kampen måtte Charlotte "køre på" og skabe muligheder - men modstanderen gjorde sit bedste for at trække tiden ud og undgå kamp og taktikken lykkedes for hende. Coach Bjarne Johansen var endog meget tilfreds med indsatsen, omend det blev til et 1-5 nederlag.


++

 

Før stævnet:
De unge landsholdskæmpere fra Esbjerg Taekwondo Klub går en spændende og travl weekend i møde d. 18. - 21. februar 2011.

Rasmus Basse Antonsen, klubbens helt unge landsholdskæmper på blot 17 år, tager turen til Eindhoven i Holland, hvor der for 38. gang afholdes det traditionsrige "Dutch Open". Det er et meget stort og stærkt besat stævne, der bliver klassificeret som et "WTF A-Class" stævne. Der forventes ca 800 taekwondokæmpere til Eindhoven fra det meste af verden og der er 38 kæmpere tilmeldt i den samme vægtklasse som Rasmus.

Charlotte Paik Bjelke, klubbens etablerede og 22-årige landsholdskæmper, har taget turen til USA, hvor hun deltager ved US Open i Austin i Texas. Stævnet er klassificeret som et G2 stævne, hvilket svarer til den højeste WTF standard for åbne stævner, som der kun er 3 af i verden. Det er verdens største stævne med deltagelse af over 1000 kæmpere, der kommer fra 55 lande - bl.a. deltager 29 landshold ved US Open. Efter US Open tager Charlotte Bjelke på træningsophold i Miami, hvor hun skal træne sammen med US Coach Juan Moreno.

Esbjerg Taekwondo Klub ønsker begge de unge mennesker en rigtig god tur - og held og lykke!

pr/ETK