Tilbage til 2009

Wond Cph 2009

24/09/2010

DSC03120
DSC03121

(2009 - 16. aug.)
Esbjerg Taekwondo Klub stillede op med 4 kæmpere til årets udgave af det store, internationale stævne Wonderful Copenhagen.

Nick Osterhoff, Drenge 52/58 kilo, gjorde det rigtigt godt. Han var endda meget fokuseret og skarp. I sin finale mod en nordmand måtte han dog pludselig skrue bissen på, hvis guldmedaljen skulle hænges om halsen, så Nick gik op i et højere gear og det lykkedes ham på fornem vis at vinde kampen. Flot guldmedalje til Nick.

Oliver Thomsen, Drenge 46/52 kilo, løb desværre i sin allerførste kamp ind i en modstander, som han før har tabt 1-12 til. Men man må sige, at han denne gang forlod ringen med æren i behold. Kampen endte 3-6. Ydermere havde Oliver slået en flig af sin fod i kampens hede - han kæmpede dog ufortrødent videre. Han er en viljestærk dreng, der denne gang dog kun fik denne enkelte kamp. Efter kampen gik turen forbi Hvidovre Sygehus og der venter nu Oliver en god, lang pause. Ingen medalje til Oliver denne gang.

Rasmus Basse Antonsen, Junior Herre 73/78 kilo, ramte bare slet ikke dagen. I sin semifinale var han mentalt slet ikke til stede. Det så ellers ved de forudgående træninger samt ikke mindst dagens afsluttende opvarmning ud til, at Rasmus var endda meget klar - men det var bare en af de dage, hvor intet ville lykkes. Kort og godt havde Rasmus en off-day. Bronze til Rasmus.

Charlotte Paik Bjelke, klubbens eneste landsholdskæmper, havde af landstræneren fået at vide, at stævnet skulle bruges til at få prøvet nogle teknikker af med - resultatet var underordnet. Charlotte vandt sin kvartfinale over en irsk kæmper, fortsatte de gode takter i semifinalen mod en svensk kæmper og hvor hun også vandt ganske sikkert, men fik i løbet af semifinalekampen store problemer med akillesenerne. Charlotte kunne ganske enkelt ikke steppe og smerterne var for store til, at hun kunne gennemføre selve finalen om guldet. Charlotte måtte trække sig fra finalen og er meget usikker på, om hun når at komme med landsholdet til British Open ultimo august. Sølv til Charlotte.

Det var som tilskuer et godt stævne med mange ganske gode kampe - en del lande, f.eks. Norge, stillede op i stærkeste opstilling, da Norge endnu ikke har udtaget bruttoholdet til VM, der foregår i Bellerup til oktober i år, og kæmperne havde dermed en sidste chance for at overbevise den norske landstræner om deres berettigelse på VM holdet.

Alt i alt en på mange måder fornuftig dag, som træner Theis Overgaard efterfølgende udtalte sig.

Med venlig hilsen

Esbjerg Taekwondo Klub