Tilbage til 2009

2009 - Scan Open

24/09/2010

Billede 051
Billede 074 Billede 084 scanopen 002 kopi

(2009 - 15. nov.)
Esbjerg Taekwondo Klub deltog med 7 kæmpere ved det internationale stævne "Scandinavian Open" i FORUM Horsens lørdag d. 14. november.

At tage afsted med 7 kæmpere og komme hjem med 7 medaljer er ikke så skidt endda - så trænerne Dijana Ivanisevic, Theis Overgaard og Otto Larsen var såmænd godt tilfredse.

Specielt talte trænerne om, at det havde været dejligt at se, at en del ting - som var blevet prøvet til træningerne- også blev praktiseret i det "virkelige liv" ... altså inde i ringen.

Rasmus Basse Antonsen kæmpede en meget koncentreret finale, som han vandt med cifrene 5-2. Rasmus var meget velovervejet og holdt hele tiden fokus - en rigtig god indsats af den unge kæmper, der dermed fortsætter den gode stime, som han er inde i. Han må vel efterhånden have avanceret på den officielle rangliste i sin klasse? Flot finale og velfortjent guldmedalje.

Klubbens VM kæmper Charlotte Bjelke fik vist, at det ikke er helt tilfældigt, at hun er landsholdskæmper og netop har repræsenteret Danmark ved VM - hun kæmpede et brag af en finale mod en anden VM kæmper, som på det nærmeste i 2. og 3. omgang af kampen blev blæst ud af banen af en meget koncentreret, aggressiv og tirret Charlotte Bjelke, der fik vist, hvor skabet skulle stå. Det taler cifrene 14-6 deres eget tydelige sprog om. Flot finale og meget velfortjent guldmedalje.

Peter Thomsen, der endnu kun har blåt bælte og er forholdsvis ny i dette game, fortsætter med at imponere - ham kommer vi til at høre meget mere om, da han er en kæmper, der tager sin sport meget seriøs. Denne knægt ved, hvad han vil og han har tilmed den rette attitude. Man skal her liiiiige huske at tænke på, at han er nået ret langt ... på ret kort tid ... så hans tid kommer. Det er der ingen tvivl om. Sin semifinale på dagen vandt han meget overbevisende med cifrene 13-4. Han kunne dog ikke stille noget op i finalen, hvor han mødte en noget mere rutineret sortbæltekæmper - sølv på dagen må siges at være en god præstation.

Ligeledes kæmpede Rikke Bergmann meget overbevisende i sin semifinale mod en nordmand. Rikke Bom Bom var styrende under hele kampen, efter at have fået en rigtig god start, der mest af alt mindede om et fyrværkeri en nytårsaften. For lige at sætte prikken over iet, sluttede Rikke Bom Bom kampen godt af med et spark i høj sektion .. og den sad bare. Det sagde BOM som afslutning og kampen blev vundet med cifrene 14-6. I selve finalekampen, kort tid efter, var der vistnok udsolgt af kræfter og den blev således fair nok vundet af modstanderen .. men dejligt var det at se den bevægelighed, som Rikke Bom Bom lagde for dagen. Sølv til Rikke Bom Bom.

Nick Osterhoff var ligeledes rigtigt godt oppe paa dupperne og vandt sine første 2 kampe - endda ret overbevisende. Han bliver bedre og bedre og bruger flere og flere af de ting, som trænerne ihærdigt prøver at lære fra sig - dejligt at se. Også for Nick blev det, omend han tabte sin finale, en god dag. Han er meget ung, han lærer, han lytter og bruger redskaberne - og han får rutine af sådan en dag. Rutine, som kommer ham til gode i fremtiden. At tabe til en bedre modstander er ingen skam - så længe man gør sit bedste, hvilket Nick absolut gjorde. Flot sølvmedalje.

Gry Lorentzen mødte i sin semifinalekamp en kæmper, som hun før har tabt markant større til - dermed var der fremskridt at se i forhold til det seneste opgør de 2 imellem, hvilket i sig selv er ret positivt, idet hun blot tabte 3-5. I øvrigt var det ret sejt af lille Gry Lorentzen, der som den eneste af klubbens taekwondoudøvere gik fra KAMP stævnet over til TEKNIK stævnet - altså stillede hun op begge steder - og kom hjem med 2 bronzemedaljer. Cool nok af bette Gry ..!

Oliver Thomsen røg desværre ud i sin første kamp - den slags har alle taekwondokæmpere været udsat for. Har man gjort sit bedste, kan man ikke forvente mere - hverken af andre eller af sig selv. Man tager det med sig fra kampen, som man konstruktivt og fremadrettet lærer noget af og kan bruge til noget, mens man smider resten i papirkurven inde i hallen ... og ser så ellers positivt fremad. I morgen skinner solen sikkert igen :)

Guld: Charlotte Bjelke og Rasmus Basse Antonsen

Sølv: Rikke Bergmann, Nick Osterhoff og Peter Thomsen

Bronze: Gry Lorentzen (2)

En lille bøn til alle vores unge mennesker - det være sig "nye" såvel som "gamle" .. samt søskende .. og hvem der ellers er med rundt til stævner ...

Når I kommer ind på denne hjemmeside, står der helt nede i bunden "Flere Nyheder". Prøv at klikke dér og gå så helt ned i bunden ... begyndende med august måned 2003 ...

Hvis I læser de artikler, vil I kunne læse jer frem til, at Esbjerg Taekwondo Klub ALTID har været en klub, som vores modstandere har frygtet! Dette ikke mindst takket være den store opbakning, der altid har været til de af vores kæmpere, der har været inde i ringen og kæmpe ... den infernalske LARM, som alle vores kæmpere og entusiastiske medrejsende har lavet ... den TOTALE opbakning ... og måde at heppe på, som har været helt, helt UNIK i rigtigt, rigtigt mange år ... samt ikke mindst det sammenhold, som klubben altid har været kendetegnet for.

"EEN FOR ALLE og ALLE FOR EEN" - sammenhold - ganske som i bogen om "De 3 Musketerer" af Alexandre Dumas.

Hvor ville det dog glæde en gammel PR mand meget, om nogle af jer "gamle" kunne inddrage de "nye" i denne rigtigt gode tradition .. ?

Med venlig hilsen

Esbjerg Taekwondo Klub/PR