Tilbage til 2008

Lederpris til Finn L

24/09/2010

(2009 - 04. jan)
Villy Grøn (formanden for Esbjerg Idrætsråd), morgenchampagne, blomster, pressebesøg, smil, håndtryk, rystende knæ, gratulationer, ca 45 personer til stede fra nær og fjern - festivitas!

Goschhh .. der skete da godt noget fredag d. 4. januar kl. 09.00 i klublokalerne hos Esbjerg Taekwondo Klub, da klubbens vellidte og mangeårige formand, Finn Larsen, blev hædret efter alle kunstens regler.

Selv lignede den ellers jættestore, selvsikre og meget populære formand en lille og kejtet dreng, da det gik op for ham, at han var blevet tildelt sportsprisen "Årets Leder" i Esbjerg Kommune. Var Finn Larsen generet og mundlam? Yes .. og også i den grad!

Herligt, herligt .. bare synet af en ellers struktureret og selvsikker formand stå der ... og endda indrømme at hans knæ rystede under ham!

MEN ... helt ærligt ... den dag hvor Finn Larsen en skønne dag ville få Lederprisen måtte jo komme?

Finn Larsen er det, man kan kalde en kapacitet inden for Dansk Taekwondo - hvor han har sat sine dybe spor. Utroligt at DTaF ikke har haft bud efter ham noget oftere og høstet af hans store erfaring, viden og kapacitet. Måske hænger det lidt sammen med hans "stædighed", da man jo ikke just kan påstå, at han taler folk efter munden. Niksen biksen - her er tale om en mand, lad os bare sige en jyde, med begge ben solidt plantet i den jyske muld. Han har sine meningers mod og går ikke af vejen for en god fight, hvis det ellers vel at mærke kommer hans hjertesbarn ESBJERG TAEKWONDO KLUB til gode.

Han værner ekstremt meget om sine kæmpere/klubmedlemmer, han varetager i allerhøjeste grad sin KLUBS interesser - take it or leave it - og sådan er det bare!

Man kan derfor godt - som modstander - slå sig lidt på ham, men bag facaden gemmer der sig et yderst sympatisk, humoristisk, beskedent og ydmygt menneske, der er sine venners ven.

I 1974 var han en af medstifterne af Esbjerg Taekwondo Klub - en klub der altid har stået hans hjerte meget nær. Finn har lige fra den første dag været frivillig leder på alle niveauer ... som træner, som kamptræner, som sekundant og nu som formand. I øvrigt en post han nu har bestridt i over 20 år, hvilket måske mere end mange ord siger noget om hans popularitet og kapacitet.

Man kunne så måske foranlediges til at tro, at alderen trykkede - niksen biksen, her kan man gå grueligt galt i byen. Han er en yderst aktiv formand, der hele tiden har gang i nye og spændende projekter. Udover sine mange daglige gøremål arbejder han også på at etablere et kraftcenter for talenter i Sydjylland, han er medarrangør af International Summercamp 2009, hvor der i øvrigt som et minimum forventes 600 deltagere.

Hele tiden har han fingeren på pulsen - ikke mindst dér hvor han mener, at det kommer hans klub til gode. Hele tiden (han er jo jyde ..) også i gang med at finde ud af, hvor han kan spare nogle penge - som i sidste ende kommer hans klub og medlemmerne til gode. Hvor mange idrætsklubber her i Danmark kan bryste sig af at have en sund økonomi? Tjahh ... det kræver vistnok også en god leder, gør det ikke ..?

Men OMVENDT ... skal der være fest, så er der også fest ... det er det, der også kendetegner en god leder. Der SKAL være plads til fest, smil og gode stunder - og dem er der afgjort en del af i Esbjerg Taekwondo Klub! Underholdningen kan han såmænd også selv stå for - man går vel selv forrest som formand!

Njaaahh ... nu er denne klummes forfatter jo som regel en meget diskret mand, men lidt bestikkelse kan jo hjælpe lidt på hukommelsen, hvis der skal nogle historier på bordet .. men .. du, som læser .. og jeg, som skribent .. skal jo lige sørge for, at det så bliver mellem os, ikke?

I alle de år som sekundant, træner og i sin tid som formand - i nu over 20 år - har Finn Larsen oplevet noget, der er de færreste forundt! Hvem kan sige, at de af resultater med sig i bagagen har: 1 x OL guld, 1 x OL sølv, 1 x VM sølv, 1 x EM guld samt 11 x mest vindende klub ved DM? Sikkert ikke mange - vel? At Finn Larsen har haft en stor del af æren for de flotte resultater, kan vel næppe undre nogen.

I det hele taget er Finn Larsen et forbillede for mange taekwondo-udøvere i hele Danmark og det er derfor meget velfortjent, at han nu er blevet tildelt prisen som "Årets Leder" - det kan der ikke være den mindste tvivl om.

MEN - og der er et stort men - man må i denne stund ikke glemme, at det ikke udelukkende er een mands værk. Udover at have mange loyale "medarbejdere", samt en yderst kompetent næstformand og bestyrelse, er det et indiskutabelt faktum, at han næppe kunne have gjort alt dette, hvis han ikke i alle disse år i sin gøren og laden havde haft BAGLANDET med sig.?

Bag enhver mand står en kvinde - yepper og sådan er det bare - i dette tilfælde nærmere personificeret ved Lone Larsen, der helt afgjort ikke kan prises nok. Der er ikke et stævne, der er ikke en "børne-dag", ikke en "hyggeaften" eller lignende arrangement i klubben, hvor hun ikke aktivt er med ... eller er primus motor for. Hun er et stort aktiv for klubben og har en endda meget store andel i den pris, som Finn Larsen nu har fået - anderledes kan det ikke være og det ved vores ellers stædige formand sikkert også godt.

Englænderne har deres Gordon Brown, amerikanerne har en hel masse Busher og kineserne havde såmænd også, uden sammenligning i øvrigt, deres Formand Mao. Vi har vores egen chef her i Esbjerg Taekwondo Klub - vi har nemlig vores egen Formand Finn.

Og det er jo ikke så ringe endda, vel?

Herfra skal lyde et kæmpestort TILLYKKE til vores Formand Finn - der, om nogen, har fortjent titlen som "ÅRETS LEDER 2007".

Og sådan er det bare ..!

 

Med venlig hilsen

ETK/Den Generte PR-mand