Tilbage til 2008

ETK ledere på tur!

24/09/2010

(2008 - 7. marts)
Sidste år var lederne/trænerne/bestyrelsen fra Esbjerg Taekwondo Klub på Wellnessophold - i Bad Bramstedt i Tyskland. Det var en rigtig god tur, som i øvrigt tidligere meget udførligt er blevet beskrevet her under "Nyheder" (se under marts 2007).

I år var turen henlagt til Rømø, hvor "Kommandørgården" var rammen om turen, og hvor godt 40 medlemmer af klubben var med på den tur, som klubben havde været så venlig at invitere medlemmerne med på.

Over 40 deltagere?

Ja, det er faktisk utroligt, at der i så mange klubber er problemer med at skaffe frivillige ledere, når vi her i Esbjerg Taekwondo Klub reverénter talt har unge mennesker, der faktisk er skrevet op på en "venteliste" for at blive hjælpetrænere? Det er et godt og sundt tegn for en klub, at dens medlemmer har så stor interesse i at være med, hvor det sneer ... lære, lytte, praktisere og dygtiggøre sig ... og efterfølgende være med til at præge den næste generation af medlemmer?

Fint er det også at klubben omvendt så også formår og FORSTÅR at værdsætte - og honorere - den uundværlige, frivillige arbejdskraft, der har så vital betydning for en frivillig forening og det må man jo sige, at Esbjerg Taekwondo Klub gør.

Esbjerg Taekwondo Klub er en af de "gamle" klubber her i Danmark - med over 30 år på bagen - men dermed ikke sagt, at man ikke forstår at forny sig. Tværtimod!. Klubben gør faktisk en stor indsats for at udvikle sine ledere - bl.a. f.eks.derfor denne tur til Rømø - og det er også hamrende vigtigt, at de "nye unge" bliver klædt så godt på som overhovedet muligt, så de senere er klar til udfordringerne i foreningslivet.

Velankommet til Kommandørgården lørdag formiddag kl. 09.30 stod der straks efter indlogeringen "arbejde" på programmet.

Første undervisningspunkt kl. 10.00 var "FØRSTEHJÆLP" i relation til idræt - under særdeles kyndig og kompetent undervisning og hvor Lars Arnum rigtigt var på hjemmebane. Der er vel efterhånden ikke det, som den mand ikke ved i den forbindelse ... og han uddanner sig hele tiden videre ... så undervisningen foregik på et utroligt højt, fagligt niveau.

Selv Otto Larsen, der ellers ikke er en mand af store ord, måtte krybe til korset om aftenen og ligefrem udbasunere sin store respekt for det arbejde og den store viden, som Lars Arnum i løbet af formiddagen diskede op med.

Efter en kort frokost var det back to business - og tilbage til undervisningslokalet - hvor klubben havde allieret sig med ildsjælen Ole Jacobsen fra DIF, der efter en lidt stille indledning viste sig at være en yderst interessant person at høre på. Kurset omhandlede "Medlemssucces - fastholdelse og succes" og mange ting blev vendt fra forskellige og morsomme, skæve vinkler. Den indre motivation, den ydre motivation, tilhørsforhold, kompetencer og selvbestemmelse var blandt andet nogle emner, som Ole Jacobsen på en interessant og lærerig måde kom ind på. Et godt indslag - så denne klummes forfatter måtte lige hen og sige "TAK Ole, det var godt og lærerigt".

Pudsigt nok var denne ildsjæl fra DIF kommet fra ESBJERG til Rømø for at undervise os ... 26 esbjergensere ... på Rømø ... tjahh ...!

Sidst på eftermiddagen fik vi "fri" og kunne så ganske kort mødes med de af vores "bedre halvdele", der ikke havde været med inde og høre Ole Jacobsen, før vi igen mødtes til spisning ved 18-tiden.

Som altid når Esbjerg Taekwondo Klub er sammen, var det hyggeligt - møj så hyggeligt. Der blev spist godt, der blev talt, danset og hygget - i hvert fald lige indtil det tidspunkt, hvor vi fik at vide, at der havde været "besøgende" i garderoben og at en del af vores jakker var blevet stjålet ... pist væk ... ! Nøgler og hele svineriet ... halleluja da!

At nogle gemene tyveknægte har mod til at begå indbrud i Esbjerg Husmoderforening, kan man til dels forholde sig til. Men ligefrem at stjæle fra en gruppe TAEKWONDO udøvere, der er til fest, tyder ikke på en IQ ret meget over de 30. Hold da op - hvis Theis Overgaard eller Mads Abel havde fået fingre i dem, ville vi nok efterfølgende have haft helt andre problemer at slås med :)

Næste dags formiddag blev der holdt et internt Esbjerg Taekwondo Klub møde - og mange ting lige blev "lige vendt" af Formand Finn, der som altid var positiv og godt fremme i skoene :)

Dejligt var det igen at se, at så mange unge mennesker var med på turen - og de har det jo hyggeligt i hinandens selskab - hvilket lover godt for fremtiden og den kommende generation af ledere i klubben.

Skal der sættes et lille MEN på turen, må det være, at programmet undervisningsmæssigt denne gang nok lige var en tand for sammenpresset - men det skyldes sikkert, at vi denne gang kun var afsted 1 døgn og ikke, som sidst i Bad Bramstedt, i 2 døgn.

Som altid når klubben arrangerer noget, har man efterfølgende en god følelse - folk er simpelthen sammen, fordi de kan lide at være sammen.

TAK for en god tur !